10 ting, enhver personlig træner får at vide HVER dag

Marlene Personlig træning 0 Comments

1. “Det kan jeg ikke.” Hvis du siger, at du ikke kan, så kan du ikke. Der er ingen, der er verdensmestre første gang, de gør noget nyt. Træning gør en til mester. Så tag tyren ved hornene, og prøv!

2. “Du får det til at se så let ud.” Ja, det ser let ud, når jeg gør det. Men jeg gør det også ofte. Og jeg har trænet i mange år og har en uddannelse indenfor træning. Derfor er det let(tere) for mig. Det kan også blive let for dig!

3. “Jamen min kollega havde jo jordbærkage med på arbejdet i går.” Der er altid en, som har fødselsdag, eller en, som er blevet faster for 10. gang.

4. “Jeg hader dig lidt nu.” Og det er helt okay. Jeg er ofte bussemanden og påtager mig gerne den rolle. Men jeg gør det for din skyld.

5. “Mener du det? Jamen… Ej, mener du det? Skal JEG gøre det?” JA! Jeg mener det, og når jeg sætter dig til det, så er det fordi, jeg tror på, at du kan gøre det. Jeg vil aldrig sætte dig til noget, som jeg ved, du ikke kan. Så hvis jég tror på dig, skulle du måske også tro på det?

6. “Jeg har også sovet dårlig i nat, altså.” Søvn er en vigtig faktor, så det er rigtig træls, at du har sovet dårligt, men så er det på med ja-hatten. Vi har 60 minutter ammen, så få det bedste ud af det. Du kan gå tidligt i seng i aften.

7. “Ej, det er sku hårdt det her, men det er sjovt.” Fantastisk! Grin, træning og sved er en skøn kombination.

8. “Jeg føler mig fuld af energi og sover bedre om natten.” Og det kan ses på dig! Selvtillid og smil, der findes intet bedre.

9. “What, gjorde jeg lige det? Nej, hvor fedt… Ej, skal jeg ikke lige gøre det igen?” Endelig! Vi tager gerne 20 mere. Det er en fantastisk følelse, når man lige har taget sin første chin-up. Jeg jubler lige så meget, som du gør. Og selvfølgelig skal vi gøre det igen!

10. ”Jeg bliver glad, når jeg ser mig selv i spejlet.” Dette er den bedste sætning, du kan sige til mig. Første gang jeg nogensinde hørte den, fik jeg næsten tårer i øjnene. Jeg ved, hvordan det føles ikke at kunne lide, hvad man ser i spejlet, og lige pludselig en dag elsker man det, man ser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *